The ability to avoid mistakes

Guilt in Raven’s life

Jeg har siden nytårs aften, overvejet hvorvidt jeg ville bringe dette emne op herinde eller ej og efter længere overvejelse, føler jeg virkelig, for at dele dette med jer, da jeg tror rigtig mange piger (nok også drenge) havner i denne situation ofte.

Nytårs aften oplevede jeg (endnu) en episode, hvor en dreng skriver godt nytår til mig kl.1-2 om natten, og fair enough det da sødt af ham lige at tænke på mig, det er slet ikke dér problemet ligger! (det skal lige nævnes at denne fyr, har haft skrevet til mig over flere år og senest mange beskeder jeg ikke har svaret på, i og med jeg ikke kender ham og at han nu har en kæreste), da han fortsætter samtalen og spørger indtil om jeg hygger mig osv. skriver jeg pænt til ham, at han har en kæreste, da jeg selv ville synes det ville være super nedern, hvis min egen kæreste skrev til en anden pige (som han ikke kender) kl.2 om natten nytårsaften.

Det er så her problemet opstår og det er her jeg bliver rigtig irriteret over nogen personers måde at skyde skylden væk fra dem selv på, for at de på en eller anden måde føler, at de retfærdiggøre, overfor sig selv, det de har gang i.

Han vælger at svare mig med et meget angribende svar omkring at han da ikke skriver osv. (obviously beskeder ovenover) her vælger jeg at blokere hans beskeder på facebook, da jeg ikke ønsker negativ stemning. Han går så straks ind og sender en direct-besked anmodning på Instagram, for at skrive, at jeg da bare tror alle drenge vil i seng med mig og fortæller mig om ?hvor kikset? og ?helt væk? jeg er.

Det er her jeg begynder at få den irriterende ondt i maven skyldfølelse, over om det virkelig var mig, der havde gjort noget forkert? Jeg er meget sensitiv og især overfor andres meninger, hvilket kommer til udtryk i sådan situationer. MEN stop lige en halv, for hvem er det egentlig er der er ?the bad guy? her, for hvorfor i alverden blev jeg lige pludselig til det ?dårlige menneske? når alt jeg gjorde var at “sige fra”? Jeg har ikke bedt om beskederne og når jeg ikke svarer så er det vel alt andet lige en klar hentydning eller hvad?

Dette er bare ét eksempel, men jeg har oplevet i rigtig mange (for mit vedkomne) drenge episoder at jeg har følt mig som den “dumme” eller åndssvage, hvis jeg f.eks. har udtryk mine tanker og følelser overfor modparten og så har fået et nedladende svar tilbage. Jeg er godt klar over der sikkert er ligeså mange drenge der oplever disse situationer, det er slet ikke for at sætte skylden på drenge, men emnet generelt med at skyde skylden fra sig selv og lægge det på modparten (som i realiteten står uden nogen grund til at få kastet mudder i hovedet) for ens eget selvværd.

Måske det er hakket i stoltheden der skal forsvares eller den dårlige samvittighed over at man godt ved man måske har trådt lidt ved siden af, det ved jeg ikke, men hvad jeg ved er, at jeg denne gang fik nok og jeg ikke havde lyst til at føle mig som et fool pga. hans ligegyldige antagelser omkring mig. Jeg er ekstremt god til at påtage mig skyldfølelse for ting, hvor det ikke er mig der er gal på den, den del lærte jeg om mig selv i mit gamle forhold, og jeg er føler det er noget mange går rundt med, nogen bedre til ikke at tænke så meget over det end andre, men for os thinkers så kan det altså fylde en del.

Så pige eller dreng, husk at man-up sometimes, indse dine egne fejl. Det er the key til kærlighed og smil.

Dette blev et lidt anderledes og et lidt mere dybtegående indlæg på bloggen, men i og med at det er et emne der berør mig følte jeg for at dele mine tanker og frustrationer med jer, da jeg langt fra tror jeg er alene om denne ufortjente guilty feeling!

Mange knus og husk at være søde overfor andre på din vej.

Xx Ravn