Living room interior

Til mit unge jeg

2019 fra start til slut

2019 – et år jeg vil kalde mit bedste og mit hårdeste, ikke værste for det har været et skønt år, men jeg har kæmpet en kamp mod mig selv, jeg endelig føler jeg er ved at vinde. Måske 2018 var en hårdere oplevelse for min psyke, men at kæmpe imod har været hvad hele mit 2019 var en del af, blandet med at jeg har mødt nogle mennesker, der er i dag er nogen der betyder aller mest for mig.

Året er ved at være gået, det er d.25 december og jeg er lige sluttet i mit behandlingsforløb, i mandags, mod min spiseforstyrrelse. Jeg startede i behandling for 2 år siden og for 5 måneder startede mit “intensive” forløb, som nu er ved at nå sin vejs ende, og jeg føler nu, at jeg er klar til at fortælle jer lidt af min historie. 

Jeg har ofte følt jeg ikke ville berøre dette emne igen, jeg vidste i lang tid ikke rigtig hvorfor, eller hvorfor, at jeg pludselig fik ondt i maven ved tanken om at skulle skrive en opfølgning på mit forløb, for jeg havde jo berørt det for et par år siden på mine sociale medier. Lige indtil jeg fandt ud af det var frygten for, at et så personligt og følsomt emne, som har været en meget sårbar del af mit liv, skulle betvivles af omverdenen, hvad folk ville tænke om mig, nu det lignede alt faktisk var “normalt” på f.eks. insta. Jeg er vokset op i en tid hvor denne sygdom bliver set på med tvivlende øjne, garanteret langt mere da jeg var yngre, men det sidder i mig, det sidder i mig hvordan jeg hørte folk tale om hvordan andre nok bare sagde det for opmærksomhed, og jeg var bange for at blive mødt med samme øjne. Det ønskede jeg ikke og derfor tænkte jeg det måske bare var bedst aldrig at nævne det mere, for så var der ihvertfald ingen der kunne tænke det om mig. Dog synes noget i mig også dette valg var forkert. Jeg synes vi lever i et samfund der skal være bedre til at tale om tingene, også de svære af dem og som Amalie Brohus nævnte på sin insta den anden dag, så kan man godt være personlig uden af vise hele bagsiden af historien, da der nemlig er forskel på at være personlig og at være privat. Jeg er så meget stærkere end for 1 år siden og jeg har lært så meget om mig selv, at det gik op for mig at det virkelig er et emne der burde normaliseres fordi både spiseforstyrrelser, angst mm. lever aller bedst i skjul. 

Jeg blotter lidt af mig selv i håb om at det kan hjælpe andre, og i håb om at min angst for at skulle blive set skævt til eller anderledes på efter at sige det højt ikke får sin magt og at min følelse af skam over at have været dér i mit liv vil forsvinde. For jeg er stadig bare mig, med et ret så skønt liv, verdens dejligste kæreste og familie og som bare har haft en lidt for god indre “ven” der har fulgt mig i en del af mit liv – og om ikke andet så har denne del af mit liv lært mig så meget, både om mig selv men også om hvordan andre mennesker kan gå og kæmpe deres egen kamp. Det har gjort jeg kan sætte mig mere i andres sted, og se fra et større perspektiv hvorfor nogen reagerer på ting jeg måske slet ikke har kunnet forstå. Min tid ude på Ballerup, det som engang hed Stolpegården, har lært mig alt dette, lært mig alt om at forstå mine mønstre, tanker og ikke mindst hvor vigtig mad er for kroppen, jeg er så taknemmelig for at have fået den hjælp jeg har fået, og jeg ville ønske der blev talt mere om hvor stor en hjælp det kan give at gå til psykolog, psykoterapi eller hvad end der kan hjælpe lige præcis dig Jeg beundrer dem der taler om det til daglig på deres sociale medier!

2020 er lige om hjørnet, et år hvor jeg skal på egne ben, og fortsætte med at forstå mig selv om min krops behov. Det har taget noget tid, men hold nu op hvor har jeg det godt ikke bare denne jul men generelt i min hverdag. Jeg kan tydeligt huske sidste jul, hvor jeg skrev om hvordan jeg havde spist en æbleskive og at det var et kæmpe skridt, det var det også, og i år har jeg spist mange og flere gange i hele december.

Undervejs i mit forløb følte jeg at jeg bare stod stille, indtil at jeg fik kigget tilbage på hvor langt jeg faktisk er kommet og hvor gode spisevaner jeg nu har – min pointe er at alt imens den travle hverdag flyver afsted, så skal man huske at stoppe op og se alle de små fremskridt der er sket på vejen, det er disse som ender ud i en kæmpe forvandling, den kan jeg se nu. 

Så hvis jeg skulle sige en ting til mit unge jeg, der havde svært ved at leve op til sig selv og hendes syn på hvad omverdenen forventede, så ville det være at der er lys for enden, der er folk til at hjælpe en godt på vej, folk der kan lære en at se anderledes på tingene, så mange til at støtte dig og så mange arme til at gribe dig, så mange værdier der kan erstatte den lille gode ven inde i hovedet. Den var min ven i lang tid, den jeg søgte anerkendelse og støtte hos, men den kan erstattes med andre værdier der giver dig så meget positivt der ender ud i glade dage og et mere klart sind.

Det kan stadig være svært nogen gange, men der er så meget mere til livet end at ville se ud på én bestemt måde – det ville jeg ønske jeg havde fundet ud af noget før, men jeg ved det nu, og jeg er faktisk lidt stolt af mig selv. 

GLÆDELIG JUL

– glem ikke at fortæl dem omkring dig at du elsker dem

Masser af julekram, Ravn

1 kommentar

  • Mia Svane

    Du er så sej Mathilde- tillykke, jeg vidste du ville vinde kampen.
    Vi savner dig
    Knus Mia

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Living room interior